Om naturhandel.dk

Ideen har jeg fået efter at være i skoven med en 2. klasse.

Her så jeg hvor forbløffede de blev over at se en sort skovsnegl – Som jeg betragter som noget af det mest almindelige.

Dér slog det mig – Børn i byerne kommer slet ikke nok ud i naturen.

Det må jo alt andet lige være forældrenes ansvar.

Derfor fik jeg ideen til at lave pakker med naturformidling, så forældrene på en nem måde kan blive inspireret til at lave naturaktiviteter for deres børn.

Kun online

NaturHandel.dk er kun online, der findes altså ikke et butikslokale hvor man kan komme ind og se produkterne.

Alle mine produkter er af bedste kvalitet og jeg forsøger at have et så bredt udvalg som muligt uden at gå på kompromis.

Mine insektglas er klart det mest solgte produkt

Har du nogle spørgsmål, er du altid velkommen til at kontakte mig via kontaktformularen.

Min idé

Jeg arbejder til dagligt på en skole i København og jeg kan se at naturen – som jeg opfatter den – bliver rykket længere og længere væk.

Det er nemt nok at tage ud i naturen, men at gå på opdagelse i naturen kræver alligevel noget andet.

Med NaturHandel.dk har jeg valgt at jeg vil gøre det så enkelt som muligt. Der skal være så få ting der blokerer for en tur i det fri som muligt.

Derfor kan man på naturHandel.dk købe pakker med færdige oplevelser. Man skal således bare medbringe grejet og man har således materiale nok til at gå på opdagelse i skoven.

Jeg håber at du vil blive glad for produkterne i min natur butik.

Hvis du har nogle ønsker, ris eller ros – Så vil jeg være glad for at modtage den i min indbakke. Klik blot ind på “kontakt” siden og send mig en besked

Min baggrund

Jeg har altid interesseret mig for naturen. Fra 2011 – 2015 studerede jeg Skov- og Landskabsingeniør på Københavns Universitet, nærmere bestemt Skovskolen i Hillerød. Her har jeg lært en masse om naturen, som jeg ikke vidste i forvejen.

Under uddannelsen var jeg i 9 mdr. praktik på Naturskolerne i Raadvad og Rude Skov og det var her jeg for alvor fik interesse for naturformidlingen. Gennem de 9 måneder gik jeg fra at være fluen på væggen, til gradvist at overtage dele af undervisningen for folkeskoleeleverne.

Til sidst stod jeg selv med hele forløb, hvoraf nogle var selvudviklede.

Fra jeg blev færdig i 2015 har jeg arbejdet med børn i naturen som pædagogmedhjælper. Først med børnehavebørn og nu med SFO børn. Jeg har ansvar for legepladsen og Legepatruljen, som laver lege i frikvarterene for de små børn.

I januar 2018 færdiggjorde jeg uddannelsen til “Ildfugl” som er foreningen Natur og Ungdom’s naturformidleruddannelse.

Og nu har jeg så kastet mig over en ny type naturformidling i NaturHandel.dk – Via internettet hvor jeg på sin vis bl.a. laver nogle af mine egne materialer og sammensætter naturkasser til privatpersoner.

NaturHandel.dk udvikler sig løbende, så hold øje med NaturHandel for nye spændende oplevelser.

Mark Källstrøm